Bredballe Lokalhistoriske Forening er stiftet i 1994, og fungerer i samarbejde med Vejle Stadsarkiv, som en del af lokalhistorisk arkivsamarbejde i Vejle Kommune.
Foreningens formål er at udbrede kendskabet til Bredballes historie og medvirke til at bevare viden om egnens værdier gennem lokalhistoriske skrifter og vandringer i området.
Endvidere at indsamle arkivalier, billeder, billede- og lydoptagelser, trykt materiale og andre data uanset medium af ikke-statslig herkomst med tilknytning til Bredballe.
Det indsamlede materiale opbevares af foreningen eller overdrages til Vejle Stadsarkiv og stilles til rådighed for offentligheden efter de gældende regler for tilgængelighed.
Hvis materialet ikke ønskes afleveret, vil vi være glade for blot at låne det til kopiering eller affotografering.
Foreningen tilstræber vederlagsfrit at udgive en publikation til foreningens medlemmer hvert år samt at arrangere en aftenvandring i lokalområdet.
Foreningen har gennem flere år haft en stabil tilslutning på mere end 250 medlemmer, som i stort tal møder op til foreningens arrangementer.
Oplysninger om foreningens arbejde, indmeldelse etc. kan ske ved henvendelse til bestyrelsens medlemmer.